En klubfotograf fortæller os, hvad hun har lært af at fotografere det københavnske natteliv i over ti år

Polina Vinogradova var en af de første festfotografer på de københavnske klubber. Hun startede på Culture Box og har fotograferet på hedengangne, men legendariske elektroniske klubber som Nadsat og Dunkel. I mere end et årti har hun opfyldt vores behov for at se vores smukke og vilde fester gengivet endnu smukkere og vildere online. Og hun har festet med og set, hvordan den københavnske fest har udviklet sig.

Her er hendes fortælling som fortalt til Lene Munk samt et udvalg af Polinas egne yndlingsbilleder fra klubberne.

Alle billeder:  Polina Vinogradova

Jeg kender ikke nogen, der har levet så vildt, som jeg har. Det her liv er så rigt på oplevelser.

Engang til Distortions Final Party var der fest i DGI-byen. De spillede sådan noget deep house ved poolen, og alle smed tøjet – omkring 200 mennesker svømmede nøgne rundt i DGI-byen – og jeg svømmede rundt med en flaske sprut i den ene hånd og mit kamera i den anden og tog billeder af folk. De væltede bare rundt på molly i den der pool. Jeg var selv nøgen bortset fra en bandana og endte på forsiden af Politiken dagen efter.

Jeg kan ikke lade være med at fotografere fester. Selvom jeg er modefotograf nu, kan jeg ikke lade være.

Jeg var en af de første til at fotografere på klubberne. Kenneth Nguyen var der også, men vi var stort set bare os to dengang, og prøv at se, hvor mange der er nu. Alle prøver at lave det, men der er stort set ingen, der lægger sjæl i det. Det er bare knips, knips, knips.

Engang imellem popper det jo op på facebook, og jeg tænker ofte: 'Sikke et kedeligt billede, sikke en kedelig vinkel, jeg har set det 10.000 gange før'. De er ofte taget oppefra, alle personer undtagen den, der er fokus på, ser dårlige ud, og så er der tit sådan et lilla filter på. Jeg går selv meget op i, at alle mennesker på billedet ser flotte ud. Hvis der er en, der har dårlig hud, går jeg ind og redigerer det, for jeg vil ikke have, at folk går på nettet og ser et billede af sig selv og tænker: 'Shit, fuck, hvem skal jeg skrive til for at få det billede fjernet?'

De fleste festfotografer går bare rundt på klubben og tager billeder af folk. Jeg vil gerne ind i festen og tage billederne indefra. Jeg har kameraet med, men jeg er sammen med folk, går rundt og danser med dem, og når jeg så for eksempel ser nogle piger, som ser sjove ud, så taler jeg med dem, er sammen med dem og tager billeder samtidig. På den måde bliver det mindre 'jeg snapper lige et billede her og der' og mere fra, hvor festen virkelig er.

Min oplevelse er, at der er kommet flere stoffer i nattelivet de seneste år, og dem, der tager dem, bliver yngre og yngre og tager dem mere åbenlyst. Det er jeg ked af at se. Det er, som om når de begynder at gå i byen, skal det hele prøves med det samme. Første gang på klub: Hvor kan vi få noget coke?

Jeg så for nylig to unge piger sidde på en trappesten klokken halv elleve om aftenen og sniffe coke. Jeg vil skyde på, at de var 17 år. Piger, der sniffer coke, det er ikke sexet, det er fucking forfærdeligt. Og i nogle omgangskredse på klubberne virker det, som om man ikke er sej, hvis man ikke tager stoffer. Det er blevet meget mere acceptabelt nu.

Jeg kigger efter nogle forskellige typer, når jeg fotograferer. De skal ikke være for pæne – det er lidt svært at forklare – men de skal have karakter. Man kan hurtigt se det. De har noget i øjnene.

Der skal også være farver. Jeg er vild med farver. Når jeg ser en farvekombination; en pige, der har røde læber og lyserødt hår og står op ad en sølv baggrund – jeg kaster næsten op, så meget har jeg lyst til at tage et billede af det. Det er bare: Arg, oh my God, farver, der clasher, og det ser SÅ godt ud.

På Roskilde har Jægermeister den her bus, og for nogle år siden, hvor det regnede helt vildt, havde vi den vildeste fest i den. Alle var hel- eller halvnøgne, nogle var lidt på mdma, andre var rigtig meget på mdma, og folk havde det så vildt og spillede Benny Benassi – og who the fuck plays Benny Benassi nowadays?! – men det skulle bare være sexet.

Der er faktisk ikke så stor forskel på modefoto og festfoto. Mode er musik, og musik er mode. Jeg fik mit første job som modefotograf på baggrund af mine festfotografier. Jeg har altid bare været glad for at tage billeder af mennesker, og jo længere tid jeg arbejder med det her, jo mere minder min stil fra klubberne om mit andet arbejde. Jeg vil mene, at man godt kan genkende min stil. Måden at tage billeder på, at bruge farverne på, man kan godt se, at det er mig.

Kigger man på Dazed and Confused, deres reportager fra modefester i New York, de ser jo fantastiske ud, og det er den slags, man bør lade sig inspirere af indenfor nattelivsfoto. Det er så lækkert at kigge på det, folk er glade, man kan se, de har lyst til at blive fotograferet – og man kan se, at det er en dygtig modefotograf, der bliver hyret til de der opgaver – en dyr modefotograf, der bliver hyret til natklubreportager. Man skal gå op i det. De billeder, der bliver taget på Sunday eller Chateau Motel og de der klubber, hvor de hyrer en fotograf til 500 kroner og en flaske; de går ikke op i det, det er bare noget, de skal have. De forstår ikke, at man skal gå op i det og brænde for det, for at det kan blive godt.

Og man skal holde af musikken, hvis man ikke dyrker den, skal man vælge et andet fag. Jeg elsker musik, og jeg elsker bevægelse, det er den bedste kombi.

Jeg synes sagtens, man kan feste uden stoffer, og jeg har også festet mange gange uden at drikke, men det er ingen hemmelighed, at de vildeste billeder, jeg har taget, er dem, som jeg nærmest ikke kan huske, at jeg har taget.

Se flere af Polinas billeder herunder:

Tjek mere af Polinas arbejde ud på hendes hjemmeside og instagram.

Mere fra VICE Danmark:

'SKAM' får mig til at tænke på den ungdom, jeg aldrig fik

Jeg er aseksuel, og nej, der er ikke noget galt med mig

Sådan har syv år med hjemmelavede tatoveringer formet mig og mine venner