Sex og vanvid: Billeder fra et hemmeligt backpacker-paradis

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Et af mine absolutte yndlings minder er fra en rigtig goa-festival. Solen var lige ved at stå op, og folk var forbundet af fælles kærlighed, mens højtalerne blæste ud i morgenen med 140 bpm, og resterne af nattens trip pumpede rundt i mig. Da jeg endeligt satte mig foran mit telt, følte jeg mig ufattelig afslappet – som om jeg havde fundet meningen med livet, og alle de bekymringer og problemer, jeg var flygtet fra i en Volkswagen Lupo, nu var fordampet.

Jeg var fuldstændigt udkørt efter at have tilbragt halvanden uge i paradis, men fotografen Rebecca Rütten brugte tre måneder på et hostel for folk, der havde fundet deres egen utopiske verden, hvor de boede i årevis. Hendes bog Never-Never-Land lægger ud med idylliske billedet af uberørt natur men afbrydes så af to røve, der viser deres friske tatoveringer til kameraet: "¿Por que no?" - hvorfor ikke?

Stedet minder om The Beach bare med tonsvis af sprut i stedet for bevæbnede hashbønder. Rebecca har formået at skabe et portræt af vores generations backpackerkultur, som den ser ud på en lille ø ud for den centralamerikanske kyst. Rebecca er dog vag omkring den præcise placering af stedet, fordi hun ikke vil have, at stedet bliver overrendt med turister.

De besøgende virker som klichéer på omrejsende hedonisme. De består primært af letpåklædte, frie sjæle fra den nordlige halvkugle, der har pådraget sig både tatoveringer og piercinger på deres rejser rundt om Jorden. Det er typerne, der aldrig rigtigt er ædru. Disse barnlige sjæle har formået at skabe en fest-utopi i et u-land, en slags Ønskeø for den type Peter Pan, der leder efter meningen med livet på bunden af flaksen. Det er en tropisk legeplads for de mennesker, som ikke kender til fysiske eller mentale grænser for hedonisme.

Vi talte med Rebecca for at finde ud af, hvordan hun blev en del af det miljø.

VICE: Din bog minder meget om The Beach med overgangen fra paradis til vanvid blandt konstant berusede folk, der falder i kløerne på gruppementaliteten. Var du bekymret, inden du tog afsted?
Rebecca Rütten: Det var jeg faktisk ikke. Jeg besøgte det hostel nogle få dage i januar 2014, og jeg huskede det ret tydeligt. Alle var klædt ud, musikken var god og høj, og der var et ægte fællesskab. Alt var så intenst, og folk var virkeligt spændende. Alligevel burde jeg have stillet spørgsmålstegn ved det overdrevne forbrug allerede dengang. Never Never Land var et eksperiment. Jeg ville undersøge, om den livsstil virkelig er så ubekymret, som den ser ud til.

Når man læser din dagbog, er det tydeligt, at du bliver mere og mere en del af miljøet for hver dag, der går. Var der et vendepunkt, hvor du blev en del af gruppen på lige fod med de andre?
Jeg blev accepteret lige med det samme, men jeg havde hele tiden i mente, at jeg var der for at lave et fotoprojekt. I den forstand hørte jeg til, og så alligevel ikke. Efter et stykke tid var det virkelig svært at opretholde den afstand til miløet, fordi internettet kun virkede af og til, så jeg havde kun ganske lidt kontakt med mine venner og familie. Mange af de rejsende bliver der i længere tid, og samfundets regler blev tegnet op, hver gang der kom nye gæster. Tilhørsforhold og identitet spillede centrale roller. Det samme gjorde deltagelse i diverse druklege. Seksualitet var desuden allestedsnærværende – alle havde kærester derhjemme, men hookede op med folk derude.

Okay, så på den ene side havde du hele tiden projektet i baghovedet, men på den anden side var du aldrig rigtig ædru. Hvordan formåede du at indfange så sindssyge situationer?
Jeg havde altid som minimum mit lille kamera på mig. Det var svært at fange øjeblikkene, for jeg ville jo også gerne nyde dem. Jeg ville være en del af det hele. I starten var jeg totalt motiveret, men da ensformigheden og beboernes konstante sammenbrud blev tydeligere, holdt jeg op med at nyde projektet. Jeg så flere og flere mennesker, som ikke havde det godt og bare dulmede det hele i forskellige substanser. Folk bliver sindssyge.

Der ser ud, som om vandrehjemmet ligger dybt inde i regnskoven?
Øen er ufattelig tropisk og har vildt mange skorpioner, papegøjer og aber. Jeg trådte på et tidspunkt på en kongeboa. Stedet var også propfyldt med folks kæledyr. Det var helt utroligt at være vidne til – en flok junglebørn klædt ud som Peter Pan, der var omgivet af alle de dyr. Men der er også en del fare ved det. Folk kom til skade, når de var fucked og drillede dyrene. Vi var så isolerede og i et udviklingsland, så man kunne ikke bare smutte på hospitalet. Så folk tog rigtig mange smertestillende og håbede, problemerne ville gå væk.

Følte folk, at de var "udvalgte"? Især dem, der havde været der længe?
Alle var på det der fucked up stadie. "Vi har mødt de vildeste mennesker her, vi har de sygeste oplevelser, det er en helt unik oplevelse, vi deler på et magisk sted." Nogle tror, at de er sluppet væk fra "normale" mennesker. Jeg kan til dels forstå det, fordi der opstår nogle virkeligt vilde forhold folk imellem til trods for al vanviddet. Men det er ikke virkeligheden, og selv de "udvalgte" skal tilbage til livet på et tidspunkt. Deres liv er sat i bero, mens de flygter fra deres problemer, som kun vokser, mens de er væk. Mange tager kun hjem for at tjene penge, så de kan komme tilbage igen. Når de forlader øen, rammer virkeligheden dem som et slag i ansigtet. Alligevel har mange af dem, jeg har mødt, senere formået at komme tilbage til det virkelige liv.

Kollektiver har ry for, at én person tager kontrollen og leder gruppen. Var det også tilfældet der?
Jeg ser det som et teaterstykke. Hvis der er en skæv sammensætning af skuespillere, vil folk påtage sig dramaets typiske roller: lederen og outsiderne, der senere integreres i familien. Alle flygter fra de sociale normer, men de udvikler deres egne i stedet. Ting, der fungerer i vores samfund, er ikke accepteret her. Det gælder blandt andet faste forhold. Når vi forsøger at skabe en utopisk verden uden regler, ender vi altid med at falde tilbage i de samme gamle mønstre for social opførsel. Bogen stiller også spørgsmålet, hvor længe folk kan jagte deres frihed, før de gør skade på sig selv. Udover selve rejsen fungerer beruselsen og hengivelsen til stedet som en ventil for folks følelser, og det kan være enormt sundt. Jeg synes, det var lidt for meget derude, men det afhænger jo af den enkelte.

Hvad tænker du om at rejse efter den oplevelse?
Jeg bliver nødt til at spørge mig selv, hvordan det kan være, at det hovedsageligt er unge, hvide mennesker fra middelklassen, der forsøger at skabe utopiske samfund i udviklingslande uden at inddrage lokalbefolkningen. Hvorfor vælger de politisk ustabile lande? Fordi der er godt vejr? Fordi der ikke er nogen, der blander sig? Backpacking var min religion – for mig var det den eneste fornuftige måde at leve på. I dag er jeg mere kritisk. Jeg har forstået, hvad et hjem betyder for mig, og at rødder og refleksion er nødvendige dele af livet. I dag leder jeg mere efter møder med folk og ting, jeg ikke forstår endnu. Og jeg vil ud af min egen bobbel. Det vandrehjem er en bobbel. Alt hvad der er underholdende bliver budt velkommen; alt der sætter spørgsmålstegn ved den tanke afvises.

Fortæl lidt om de interviews, du lavede i hånden.
Jeg valgte nogle interessante karakterer, som var der for at lære noget om dem selv. Det er utrolig så naivt, flere af dem så på deres tid på vandrehjemmet. De skrev ting som "bedste oplevelse i mit liv" med sirlig håndskrift, og på billederne kan man se en masse pikke og folk, der brækker sig.

Hvad var den bedste oplevelse, du havde der?
Til trods for de negative sider, ser de fleste tilbage på deres tid på stedet med glæde. De fokuserer bare på de gode øjeblikke, den rigtige gruppedynamik og på dybe samtaler om meningen med livet. De øjeblikke hvor guitaren blev fundet frem og alle sang sammen. I de øjeblikke havde alle en følelse af at forstå verden sammen.

Du kan se resten af Rebeccas værker her. Hun er også på Instagram.

Læs også:

Gratis drinks og strandsex: Mine gyldne år som rejseleder