Vi tog til fitness festival i Sydhavnen og blev bange for alle festivalers fremtid

Danskere er et besynderligt folkefærd. På den ene side spenderer vi hellere end gerne 35 kroner på en lillebitte, plastindpakket bakke avocadoer, og smider glædeligt endnu flere penge efter en eller anden fedora-klædt baristatype for noget grøn juice. Men samtidig topper vi kræft-statistikkerne takket være vores sygelige, konstante trang til at skide hul i alt, hvad lægen siger, og ryge cigaretter i bunkevis. Derfor er København på mange måder den perfekte by til at byde det mest selvmodsigende af alle selvmodsigende events velkommen: "Reebok Les Mills Live" Fitness Festival.

Hvis du nogensinde har opholdt dig i et fitnesscenter, så er du sikkert stødt på de midaldrende kvinder i yogabukser, der laver aggressive squats og løfter vægtstænger til Justin Bieber EDM-remixes. De her kvinder skylder formentlig en tak for deres gode form til Les Mills, det newzealandske familiefirma, der gennem de sidste par år er slået igennem med en masse engelskklingende fitnessformer som Zumba, step-class eller noget, der hedder BodyPump (don't ask). Og nu har Les Mills så sammen med Reebok lavet en fitness festival, der som et omrejsende cirkus har indtaget den ene europæiske hovedstad efter den anden, deriblandt også København.

I to hele dage bød Reebok Les Mills Live Fitness Festival københavnerne velkommen til "sommerens store fitnessparty", hvor festivaldeltagere i en kæmpe lagerhal i Sydhavnen kunne motionere, bælle energidrikke og blive skreget ad af pumpede brasilianske fitnessinstruktører – til en ydmyg pris af 110 euro per næse.

Som to gode venner, der deler en uforklarlig lidenskab for at nedværdige os selv i offentligheden, vidste vi, at vi var nødt til at tage med til det her. Men vi havde også mange spørgmål. Hvordan kan fitnessudøvelse og festivalkultur gå hånd i hånd? Hvordan kombinerer man en sundhedsfremmende aktivitet med noget, der dræner dig for fysisk overskud og kører dig mentalt i sænk i flere uger? Kan man lave squats og samtidig drikke øl? Den eneste måde at finde svar på var at opleve det hele på egen krop.

Alfred: Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har dyrket motion med vilje siden 2009. Og 2009 var et ret stilforvirret år for mig – et år, hvor jeg ud over et uforklarligt Fitness World-medlemskab samtidig rockede lyse striber i håret, uldne, orange morfarsweaters og et deltidsjob som fransk hotdog-facilitator i Føtex. Lad os bare sige, at jeg stadig var ved at…finde mig selv.

Det er ikke fordi, jeg har noget imod motion eller de mennesker, der nyder at dyrke det. Det er nærmere en kombination af godt, gammeldags dovenskab og at hade indersiden af fitnesscentre. Og så har jeg pseudovidenskabeligt overbevist mig selv om, at den tid, jeg hypotetisk set ville forlænge mit liv med gennem motion og sunde levevaner, alligevel ville gå spildt – på at være fanget i et fitnesscenter.

Til gengæld har jeg i stor stil dyrket det glorværdige, self-udslettende filth, der er festivallivet. Med den game-changing nyhed om, at Reebok og Les Mills var gået sammen om at forsyne verden med en "Fitness Festival" kunne jeg ikke forsvare bare at se passivt til fra min sofa og re-binge tidlige sæsoner af Game of Thrones i en trance af Doritos-krummer og eksotiske Dr. Pepper-smagsarter. Måske ville det her event være det, der gav mig modet til at lægge mine tyndfede uvaner fra mig.

(Det faktum at jeg rent faktisk fik sidestik af at skynde mig i Sportsmaster for at købe svedbånd i min frokostpause, bekræfter, at jeg kunne have godt at det her.)

Polina: Jeg har været på en hel del festivaler, men jeg vil ikke lyve: jeg er en total festival-wuss. Jeg hader at overnatte i våde telte. Jeg kan ikke drikke mere end tre øl i træk uden at blive døsig og lave en Houdini for at gå kold. Jeg har det helt fint med at danse til langt ud på natten, men er klart skuffet, hvis jeg ikke efterfølgende kan tage hjem til et varmt brusebad og en komfortabel seng. Jeg er bare ikke særlig festlig, når jeg er på festival – men med "Reebok Les Mills Live" ville jeg endelig få chancen til at rette op på mine mangler og i stedet deltage som en 100% engageret og rowdy festivalgænger udstyret med svedbånd og douchey solbriller. Og medbringende en masse smøger og dåsebajere. Festival-Polina var klar.

Alfred: Efter at have taget en taxa til eventet (for at gemme på kræfterne, naturligvis), bliver Polina og jeg mødt af en horde af fitnessentusiaster med perfekt hud, permanente porcelænhvide smil og smarte Jersey Shore-frisurer. I stedet for skyer af pisstøv træder vi ind i en verden af velvære. Og positivitet. I stedet for dåseøl har alle Nutramino-energidrikke og vandflasker i hænderne, og hvis nogen har poser på lommen, indeholder de proteinpulver frem for dårlig coke.

Mens vi venter på vores pressekontakt kigger jeg langsomt rundt og begynder henkastet at lave nogle strækøvelser, mens jeg prøver at huske, hvornår jeg sidst er stået op før klokken ni på en lørdag.

Polina: Fra det øjeblik, Alfred og jeg trådte ind i festivalarenaen, vidste jeg, at jeg var kommet til det rette sted for at opfylde mine festivaldrømme. Motiverende dubstep dunkede ud af samtlige hjørner af den store hal. Skarpe laserstråler i alle regnbuens farver dansede frem og tilbage på loftet. En kødrand af svedende mennesker slog ud i luften, løftede vægte og sjippede med imponerende gejst – ikke ulig den form for energi, man normalt oplever hos festivalgæster, der peaker til aftenens bedste koncert – men høje på nogle helt andre ting, forhåbentlig. Hvis man ikke på forhånd var klar over, at man trådte ind i noget, der i princippet kunne beskrives som én virkelig lang fitnesstime, kunne man sagtens have troet, at det faktisk var en legitim festival. Jeg følte mig rolig og klar til at gå dagens program i møde.

Polina: Vi skyder definitivt vores festivaloplevelse i gang ved at tage til en talk med en repræsentant fra Reebok og en af Les Mills' fitnesskuratorer. En kvinde svævede gennem rummet, mens hun talte om, at fitness ikke kun handler om fitness. Det handler om at finde fællesskabet. Bonus: vi fik gratis vandflasker og en tote bag.

Alfred: Jeg glider lidt ind og ud mellem bygerne af fitness-buzzwords og historiske fortællinger om den første mand, der fandt på at putte knopper under sine sko. Jeg kan dog ikke undgå at lade mig rive en smule med af den lidenskab, der fylder lokalet. Det her er mennesker, der lever for at udslette kulhydrater og eliminere kilojoules. Jeg tager mig selv i næsten at glæde mig til at komme i gang.

Alfred: Vi bliver eskorteret hen til festivalens in-house Reebok-butik, hvor vi gavmildt bliver klædt på fra top til tå. Det her er beklædningsgenstande, som jeg aldrig selv ville bruge penge på, men alligevel fyldes jeg af ærefrygt og beundring, når jeg ser hvilken toptrimmet fitnessmaskine, mit legeme har forvandlet sig til:

Polina: Endelig var tiden inde til at opleve festivalens hovedattraktion, der havde inspireret hundredvis af mennesker til at stå alt for tidligt op i weekenden: Vi trådte ind i den største del af hallen for at deltage i noget, der hed "BODYCOMBAT". Alles opmærksomhed var rettet mod scenen, hvor vi hurtigt fik øje på den samme fitnessinstruktør, vi havde været til talk med tidligere på morgenen, omgivet af et hold bronzefarvede mænd med eight-packs..

Laserlyset bevægede sig hurtigere og mere intenst, musikken blev skruet op, og instruktørens stemme blev mere og mere gennemtrængende, mens hun motiverede os til at spekulere over 'hvad kærlighed betød for os' og 'presse os selv til vores yderste grænser'. I takt med, at folk omkring os begyndte at slå og sparke ud i luften og bøje sig synkront ind og ud af squat-stilling, gjorde vi det samme. Manisk grinende og stærkt påvirket af en potentielt risikabel body high fra de gratis energidrikke gav jeg det absolut alt, hvad jeg havde. Jeg havde det helt oprigtigt pissesjovt – og derfor følte jeg kort tid efter, at det eneste rigtige valg var at intensivere den gode stemning ved at nyde en velfortjent dåsebajer.

Men det viste sig hurtigt at være betydeligt sværere end forventet: mine følelser af uovervindelighed fordampede hurtigt, mens de fysisk tvivlsomme bivirkninger ved at drikke alkohol i et varmt, indelukket lokale, mens man laver luftspark, begyndte at kunne mærkes i min mave.

Men på en måde bekræftede det kun min status som diehard festivalgænger. Er der nogen mere dedikeret festivalindsats end at kæmpe sig gennem bølger af kvalme og fortrydelse midt på dansegulvet? Desværre viste det sig, at jeg ikke var den eneste med forbehold omkring mit øldrikkeri: en buff og vildt sur vagttype tog hurtigt fat i mig og rev mig væk fra workout-området.

Det var den sesh.

Alfred: Da Polina bliver eskorteret ud af BODYCOMBAT-zonen for at have knappet op for en dåseøl (fuck den duftede godt, ellers) står jeg pludselig alene tilbage i en kæmpe skov af hænder og fødder, der bevæger sig i takt.

Til at begynde med nyder jeg bare "jump kick"-delen af træningsprogrammet, fordi karatespark og flyvespark af enhver art er awesome. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at følge med i den avancerede rutine (og fejler, grusomt). Jo flere næver og spark, jeg fyrer ud i luften, jo mere begynder jeg at få legitimt brug for de mange svedabsorberende accessories, jeg har iklædt mig.

Jeg kaster desperat et blik på mit ur gennem tykke dråber af sved og indser, at jeg på en eller anden måde kun har BODYCOMBAT'et i sølle ti minutter. Min teknik er stadig så ringe og ude af takt, at jeg på et tidspunkt er få millimeter fra at right hooke en petit, midaldrende kvinde i ansigtet. Men så begynder der at ske noget utroligt.

Jeg sparker og slår, sparker og slår, og med hvert slag synes jeg at smadre flere hæmninger. Jeg kan nærmest mærke, hvordan jeg ryster de mange år med selvvalgt dovenskab af mig. I en hvirvelvind af dubstep og motiverende bjæf fra de levende græske statuer på scenen er det som om, jeg går ind i en trance. Tykke drenge, der drillede mig i folkeskolen, kommer til syne for øjnene af mig, hver gang jeg langer ud i luften med en fod eller knytnæve. Jeg kan mærke en ild, der knitrer dybt inde i mig. Accepterende nik og blikke udvekslet med de andre kropskrigere indikerer, at de kender og føler præcis den samme ild.

Polina: Det ironiske ved at være på festival er, at du 99% af den tid, du tilbringer der, er broke as fuck. Det betyder, at man som festivalgænger må være opfindsom og udnytte enhver mulighed for at få gratis ædelse.

Så i den ægte festivalsånd hustlede Alfred og jeg så mange proteinbarer, som vi kunne fylde i lommerne. I situationen virkede det som en ganske fornuftig måde at få dækket vores behov for gratis ernæring, mens vi kunne – men efter den tredje store mundfuld af noget ekstremt sødt, som det egentlig nok var meningen skulle smage af kokos, huskede vi, hvorfor mor altid siger, at man skal huske at spise frugt og grønt på festival.

Vi efterlader FitFesten udmattede og har helt klart haft det mere grineren, end vi havde forventet. Men vi er også en smule mistænkelige. Har vi lige set – har vi lige oplevet – alle festivalers uundgåelige fremtid? Vores vestlige verden indretter sig i højere og højere grad efter alle former for politisk korrekthed. Hvor lang tid går der før øl, cigaretter, rockmusik – alt det filth, du kender og elsker – bliver forældet og flovt? Hvor lang tid går der, før alle festivaler bliver til fitness-festivaler?

Men lægger man nostalgisk paranoia fra sig, lever det her arrangement faktisk op til sit umiddelbart selvmodsigende navn. Her er helt sikkert fitness, men her er også festivalstemning. For hvad er en festival, hvis ikke en stor samling af glade mennesker, der alle har betalt i dyre domme for opleve noget med ligesindede? Er det i sidste ende ikke lige meget, om man opnår sit mentale zen ved at bælle halvlunkne Harboe-bajere og headbange til dødsmetal i sin lejr – eller ved at belønne en fuld workout session med jordnød/chokolade proteinbarer og litervis af gratis kildevand?